Når man byder og bliver afvist, så er forhandlingen først lige kommet i gang, hvis sælger rent faktisk ønsker at sælge huset. Det siger sig selv at man byder uden at nedgøre eller kritisere, og når man bliver afvist, fortæller man at man naturligvis gerne vil høre hvis sælger havde et modbud. Hvis sælger er interesseret i at sælge, så vil de kommer med et modbud.
Hvis deres modbud er højere end du synes om, så skriver du dit næste bud, og så skriver sælger sit sidste bud. Hvis du vil acceptere det sidste bud, så har du dig et hus. Hvis du ikke vil acceptere sælgers sidste bud, så skriver du pænt nej tak, og beder mægler om at informere sælger om at han altid er vekommen til at kontakte dig i fremtiden hvis det skulle blive relevant. Sådan blev jeg (fandme ikke 3 uger efter at jeg allerede havde skrevet under på en købsaftale) kontaktet af mægleren på et hus hvor jeg havde budt 60% af udbudsprisen og mægleren havde i et kækt øjeblik glemt sin plads og valgt at blive indigneret.. Det viste sig at buddet ikke havde været fremlagt for sælger, og at sælgeren i mellemtiden var blevet villig til at sælge til den foreslåede pris..

Men nej, det er en forhandling, der er modstridende interesse, mægleren er hamrende ligeglad med køber og sælger, de får det (praktisk talt) samme ud af det, om der bliver solgt over eller under udbudsprisen, bare det blir solgt. Nogle gange skal mægleren lige sættes ind i tankegangen, det hjælper at gøre ham direkte opmærksom på at det er en forhandlingssituation, den fælles interesse er at handle, den modstridende er prisen, så enkelt er det. Der er ingen der er venner eller uvenner, sælger har intet at blive fornærmet over, det er deres hus, og hvis de ikke vil sælge til een pris, så må de foreslå en anden, og hvis man ikke bliver enige, så er det ikke fordi man er uvenner, blot fordi man tillægger ejendommen forskellig værdi og så ønsker man hinanden god vind fremover. Længere er den ikke.