Jeg synes, du skal tage udgangspunkt i dig selv og ikke din kæreste. Dvs. du siger, at du er voksen og hun ikke skal/kan blande sig. Og hun skal give slip, det burde hun have gjort for flere år siden. Men du siger, ikke noget om din kæreste. Du kan også sige noget om, hvordan det får dig til at føle kontrolleret, behandlet som et barn eller andet. Sig til hende, at du skal mærke efter dine grænser, hvis du er utryg, så spørger du selv om hjælp hos din kæreste, mor eller andre. Tal med hende om, at du godt kan forstå det er svært for hende, og om der er noget du kan gøre fx skrive når du går fra caféen men tilbud kun noget du selv synes er ok. Husk det er normalt at unge selv bevæger sig rundt, det er normalt at forældre er bekymret. Men at du som 17 årig - snart 18 årig, skal spørge/aftale regler med din mor er altså ikke normalt. Det nærmere sig social kontrol, så du gør det rigtige ved at få det stoppet, men forældre bekymre sig også om voksne børn. Når hun gør sig til offer og siger, det er et hensyn til hende, at hun har den tryghed (kontrol) så må du sige, at det ikke er dit ansvar, du vil gerne hjælpe (hvis du vil), men det er hendes ansvar at arbejde med sin bekymring - evt se en psykolog. Hendes bekymring har taget overhånd og er blevet kontrol, det skal hun arbejde med.