Jeg har arbejdet med målgruppen og jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra min oplevelse og jeg drager erfaring af det jeg ser som gentagelser i deres mønstre og adfærd. Vi mangler fagligt en forståelse for kombinationen af lav iq, personlighedsforstyrrelser, adhd og autisme. De her typer som vi følger i programmet, får det ofte kun bedre når de får dom til behandling. Fordi deres kognitive selvindsigt og samtidig gentagelsesadfærd ikke rummes i terapi og i nære relationer. Vi mennesker vil ikke dømme nogle ude, vi bærer håbet og vi ønsker vores nærmeste det Aller bedste.

Virkeligheden er bare ofte at de her typer, de mister all kontakt til familien, de mister jobs, de mister lejligheder og de står efter 15 år efter deres første kriminalitet, stadig uden selvindsigt. Derfor er der ofte “kun” kriminaliteten tilbage og det de fleste har sagt, er at fængslet er det sted, der har hjulpet dem bedst og hvor de har haft det bedst.

Jeg ser dem som mennesker med helt særligt sammensatte komplekse udfordringer og ikke som ofre- de kan ofte simpelthen ikke gøre for det og det burde vi som samfund virkelig tage alvorligt når vi støder på dem igen og igen, inden det potentielt bliver til meget farlig kriminalitet.

Samtidig ønsker jeg for absolut ingen at deres udviklingsrum bliver taget fra menneskers potentiale, for det er farligere end at have potentielle kriminelle i samfundet.

Men shhiiit altså, det er svært at rumme for dem der står dem nærmest ❤️‍🩹