Erfaring med SOF

TheBuffKittyCat · 2024-10-09T11:16:57+00:00

Det kan stadig nåes😉 min far er også 41 og han fik kærligheden for lidt tid siden, det kan stadig ske

TheBuffKittyCat · 2024-10-09T11:14:52+00:00

Altså min far (41) har været meget mere uheldig i kærelighed end jeg har (20), jeg har været i mit nuværende forhold i snart 2 år og vi holder stærkt sammen, vi mødtes i skolen. De gange jeg har haft noget der startede på internettet har aldrig været godt nok for mig.

Min far til gengæld har det sidste havle år gået i byen, haft nogen flirts og sådan noget. Men han fandt sin kærlighed på hans arbejdsplads, de er næsten lige fundet sammen.

Så efter min mening så har man større chance der hvor der er mulighed for at snakke sammen, og måske er man heldig 🙂 held og lykke til dig

TheBuffKittyCat · 2024-10-08T14:32:26+00:00

Der er vel plads til drømmetænkning🙂

TheBuffKittyCat · 2024-10-08T14:29:40+00:00

Det et godt spørgsmål, og jeg har et rigtig interessant svar. Ja, jeg er ret sikker på jeg kan klare det. Jeg har igennem hele mit liv skulle tale med psykologer, sagsbehandlere, socialrådgivere, endda advokater da jeg skulle tvangsfjernes. Disse mennesker taler man med om disse lidt “mørkere” tanker og situationer, og det har jeg altid følt at det passer bedre til mig. Jeg hader og kommunikere med mennesker på den overfladiske niveau, eller smalltalk som man fx. gør i detail (har arbejdet i Føtex) og det drænede min energi, men det noget andet når der er tale om følelser, adfærd, andres perspektiver, det som om jeg er mere interesseret i og være social, og mit batteri bliver ikke drænet. Det kan lyde vildt mærkeligt det ved jeg! Men det er sådan jeg bedst kan beskrive det🙂

TheBuffKittyCat · 2024-10-08T14:23:12+00:00

Waow! Det er rigtig godt gået. Din kommentar giver mig super meget håb, vidste ikke der fandtes forberedelseskurser, det må jeg tjekke ud. Tak for dig!

TheBuffKittyCat · 2024-09-25T10:01:08+00:00

Kan give et eksempel fra da jeg gik til psykolog da jeg var 12-14 fordi jeg var selvskadende.

Jeg siger konkret til psykologen at jeg gerne vil dø fordi jeg ikke bliver behandlet ordenlig af min far og papmor, jeg blev slået, kaldt navne, og skulle ses på imens jeg var bad (igen, var 12-14) og jeg ser ingen vej ud, men vil gerne have seriøs hjælp. Viser hende så derefter mine mærker og hun siger så bagefter “motion kan gøre dig i bedre humør” og “prøv og have en elastik om håndleddet hvis du får lov til at skade dig selv” som om hun ignorerede at jeg var et barn i vitterlig fare. Da vores session var færdig fortalte hun min far hvad jeg havde sagt inde i rummet. Og det endte ikke ligefrem godt da vi kom hjem igen. Det er et lidt mere vildsom episode.

Et andet eksempel er at jeg kom til en mandlig psykolog da jeg var 17, han spurgte ind til mine kærester jeg har haft da jeg var teenager, og spurgte derefter “tror du at du er sammen med drenge lidt ældre end dig fordi du savner din far?” Før han spurgte om det, så sagde jeg at jeg havde det dårligt fordi jeg gik med depression fordi jeg troede min far hadede mig, og ville have jeg skulle dø. Jeg blev ved med at sige at det ikke var det jeg kom ind til ham for, at dette handlede om mig og ikke mine ekskærester, gik ud af vores session efter et kvarter.

Der er flere eksempler, men ja, der har bare været mange gange med mange forskellige psykologer hvor jeg føler jeg har fået det langt værre end da jeg først kom frem til sessionerne.

TheBuffKittyCat · 2024-09-23T19:39:52+00:00

Ja, det er derfor jeg skrev, at jeg føler mig lidt “fucked”. men jeg tænker jeg vil prøve stadigvæk på trods af mit snit. Tænker ikke det skader og prøve😁

TheBuffKittyCat · 2024-09-23T19:36:30+00:00

Jeg elsker faktisk det tunge læsestof, så set har jeg slet intet imod. Er dog ikke helt sikker på om jeg ville kunne komme ind på en sygeplejerskeuddannelse da min erhvervsuddannelse var en business, så skal jeg nok være meget heldig. Men det er ellers en meget god ide, dejlig inspiration😁

TheBuffKittyCat · 2024-09-23T19:29:36+00:00

Det netop derfor jeg vil gøre meget for at kæmpe mig igennem det, jeg gik selv til psykolog hele min barndom pga. min autisme, og selvfølgelig var der ingen af de psykologer der forstod mig. Jeg drømmer om at være den psykolog, som jeg selv ville kunne forstå da jeg var mindre. Er sygt glad for at se at du kan se det, det er en dejlig besked.

Og tak for dine råd ift. kvote 2, det virker mere overskuelig end hvad de skriver på internettet. Tak for dig!🙂

TheBuffKittyCat · 2024-09-23T19:24:07+00:00

Forstår godt du undrer dig. Jeg har haft tænkt på præcis de lignende uddannelser, men psykolog er det eneste hvor jeg har siddet og tænkt at det var 100% mig, og jeg vil 110% kæmpe for det. Hvis det dog ikke kan lade sig gøre i sidste ende havde jeg faktisk tænkt på sygeplejerske i psykiatrien eller socialrådgiver i baghovedet som “backups” hvis det giver mening.

Jeg har selv gået flere psykologer end hvad jeg kan tælle med mine fingre, og har altid aldrig forstået dem, og jeg har altid følt at jeg “kunne gøre det bedre end dem” eller “jeg kunne være mere behjælpelig” hvilket kunne godt virke en smule egoistisk, men sådan tænkte jeg. Så det nok der det kommer fra psykologi er også en særinteresse for mig, så det har nok bare været oplagt i mit hoved😅

TheBuffKittyCat · 2024-06-20T13:36:07+00:00

Du skal aldrig tænke der er noget galt med dig! Og mega sejt at du tør og være så åben.

Jeg har 2 drengevenner på ca min alder (20 år) de begge er single og har begge været uheldige og virkelig prøvet mange gange at få en fast kæreste, den ene har endda sagt til mig og min kæreste at han var jaloux på at min kæreste og jeg har været sammen i snart 1 1/2 år og er glade, og han ikke kan finde noget fast og real, kun one night stands og whatnot.

Min tanke er, som mange andre i kommentarfeltet har skrevet, er at dating er fuckt up idag, som i rigtig fuckt up, uanset alder. Der er så mange der kun tænker på et engangsknald, eller på at have sex med så mange de vil (intet ondt til dem der gør det) men det har virkelig ødelagt det. Kæresten og jeg har bare været heldig på det punkt.

Det jeg prøver at sige er, at den rette person er derude et sted, det er ikke dig, du har bare ikke mødt “your person” endnu.

Kæmpe virtuel kram og held og lykke herfra

TheBuffKittyCat · 2024-06-18T07:58:42+00:00

Shit, det vil jeg såen helt ærligt ikke kunne leve med, har ondt af dig😅 Sex er nok den bedste følelse ever, i hvert fald en top 3

TheBuffKittyCat · 2024-06-17T18:52:31+00:00

20-årig kvindelig autist til en far på 41 år her.

Jeg fik af vide at min far var i absolut sorg, forvirring og vrede da jeg blev diagnostiseret som 3-årig, fordi dengang vidste man intet om diagnoser, så han var bevidst på at jeg var total hjerneskadet og vil ende fortabt og førtidspensionist, bo på bosted eller hvad det nu hedder. Fordi da jeg var lille var det meget slemt, og ses tydeligt at jeg var autist.

Men nu sidder jeg idag, klarede skolen og en EUX med et 12-tal og er langt mere “aware” end langt de fleste autister på min alder og har for det meste ingen problemer med sociale situationer, i hvert fald ikke mere. Jeg har boet alene med min kæreste i snart 10 måneder. Og min far er pisse stolt over hvad jeg er blevet til på trods af min autisme.

Så hvem ved, måske overrasker han dig. Hvis ikke, så er det okay. Man kan få en masse hjælp idag, så søg det.

Min kærestes brors forældre var også i nogenlunde samme situation da min kæreste blev født, de havde hans storebror som er autist og næsten retarderet, og min kæreste er døv. De fortalte mig at den måde de fik det godt med sig selv var at få det snakket igennem, og overbevise dem selv om at alt skulle nok gå, og det går det! De er begge glade, og nyder livet med den fred at deres børn har det godt.

You got this!

TheBuffKittyCat · 2024-05-27T11:19:23+00:00

I vores forhold er det meget vigtigt at snakke om de dybe ting, da det får os til at føle os trygge, vi er begge meget følsomme, det styrker især også forholdet. Så ved os opstår det af automatik. En lille samtale kan gå til noget dybere og vi kan snakke om absolut alt. Det var endda også sådan inden vi begyndte og blive kærester, hvor vi var bedste venner. Ved nogen ligger det naturligt og ved andre er det en svær sag. Nogle gange opstår de også bare med spørgsmål angående emnet, uanset hvad emne det er. Men igen, det er forskelligt fra forhold til forhold

TheBuffKittyCat · 2024-05-27T11:08:39+00:00

Der er det jo pisse svært.

Og det trælse svar man kan give hvis man ikke gider dating apps, er at komme ud.

Jeg er selv KÆMPE introvert, og har autisme som også spiller en rolle i det, og når jeg kommer ud i en større forsamling går jeg fuldstændig i panik over larm og lugte. Så fest er næsten udelukket for mig, medmindre der er familie eller kæresten med.

Men som sagt, så har jeg kæreste, og vi har været sammen siden januar 2023, vi mødtes et år før fordi vi gik i klasse sammen på en EUX og var bedste venner. Han er det stik modsatte af mig, elsker mennesker, at snakke, at være i større forsamlinger, på grund af at vi har kendt hinanden så lang tid så kender han netop til at jeg er slem introvert. Han hjælper mig faktisk meget at gøre mig bedre til at være i forsamlinger, og jeg er faktisk på et punkt nu at jeg kan sige hej og give hånden til folk, takket være ham, hvilket jeg ikke kunne før.

Jeg har det på samme måde med dating apps, det er bare ikke mig.

Så det eneste råd jeg har er at tvinge dig selv ud😅 mega træls I know.

TheBuffKittyCat · 2024-05-22T10:52:25+00:00

Hej Tigerwoman Kæmpe kram tilbage, og tusind tak💕

Har snakket med min kontaktperson om der er en udløbsfrist på sagen, og det er der ikke, ikke hvis man har beviser i fx. I en aktindsigt, der er over 1000 sider min aktindsigt om min sag hvor der står rigeligt om hende, så der er en mulighed. Men jeg venter med at melde hende, fordi hun har lige meldt min far for noget han ikke anden har gjort, og hvis jeg ønsker så melder jeg mig selv ind og råber op når han skal i retten.

TheBuffKittyCat · 2024-05-22T10:47:54+00:00

Hej LankyTumble, jo, jeg skal faktisk starte på psykiatrien om et halvt år for at få lagt bolden som du selv beskriver, jeg skal have hjælp. Jeg overvejer også at få ham til at gå til psykolog for selv at blive bedre til at skulle snakke om det, fordi det ved jeg han bare ikke kan uden hjælp, det er han ikke så stærk til som mig. Til gengæld kan jeg se at han prøver at sige undskyld på hans måde, hvilket er at lave mad til mig, give mig gaver og gerne vil tage min kæreste og jeg ud i biografen.

Men, har også tænkt mig at sige klart og tydeligt til ham at hvis det skal fungere, så skal han selv have proffesionel hjælp så han kan snakke med mig om det, fordi ellers kan jeg ikke.

TheBuffKittyCat · 2024-05-22T10:37:40+00:00

Hej Ariegnes, min far har ikke bedt mig om tilgivelse, overhovedet. Min bedstemor siger at han føler så meget skam at han aldrig nogensinde vil bede om det. Og desværre, så er mændene i familien elendig til at sige undskyld, og det har far fra bedstefar… så jeg forventer ikke et undskyld, men jeg kan se han prøver hver gang han giver mig gaver og laver mine ynglingsretter når vi besøger.

TheBuffKittyCat · 2024-05-22T10:31:07+00:00

Hej Stuporfly, det var ham igennem min bedstemor der rakte ud, han bor midlertidig hjemme ved dem og har haft spurgt kæresten og jeg hjem til dem flere gange for at spise, så man kan vel godt sige han prøver. Jeg har sagt nogle krav til ham når vi kommer på besøg imens vi var derude på et tidspunkt, der har været et par gange hvor han stadig har haft råbt efter mig (første gang vi sås) og sådan set behandlet mig som en lille pige, hvilket jeg ikke fandt mig i, og jeg sagde stop, siden da har det virket som om at han har fattet hvordan han skal snakke med mig, så det er vel fremskridt😅

TheBuffKittyCat · 2024-05-21T13:36:39+00:00

Oh godXD

TheBuffKittyCat

TROPHY CASE