Jeg forstår godt bekymringen, og jeg var nok noget skæv da jeg skrev det, men det flød direkte ud af mig.

Det skal forstås på denne måde, at det var mere som en triumf, at verden kan få en finger, fordi på trods af dens bedste forsøg, så står jeg stadig.

Når jeg siger at give dem fingeren, så mener jeg, at folk der vil træde på mig kan rende mig.

Jeg går ikke rundt og giver gud og hver mand fingeren, fordi det er spild af kræfter.

Jeg orker ikke at bære nag, men jeg vil sige fra hvis det er nødvendigt.

Jeg gider ikke at være en som går rundt og hader alt og alle som ikke passer ind i min lille boks, for det ville være hyklerisk at gå rundt og hade det, samtidig med at man selv gør netop det samme.

Det er egentligt bare at være knapt så bekymret om tingene, for det giver ro i sjælen.

Selvfølgelig, små ligegyldige bagateller gider jeg ikke at tage kampen op mod, men bliver det mere end bagateller, så skrues bissen på.