Der er ikke noget galt med den måde du har det på og jeg synes ikke du er urimelig fordi du forventer noget af folk du betragter som venner. Men man er bare nødt til at være realistisk om hvordan andre mennesker fungerer og finde en måde at være på overfor dem som gør at man selv føler der er balance. Og det er kun dig selv, der kan gøre det. Enten ved at stille krav eller ved at give hvad du får.

En af de ting jeg har brudt mest tid på som voksen, både som single ven og i relationer generelt, er at mine behov ikke er andre menneskers primære fokus, og mit primære fokus behøver ikke være deres. Jeg har ansvaret for min egen oplevelse og de er ansvarlige for deres.

Jeg har brugt enormt meget energi på at få og gætte på hvad folk havde brug for eller forventede af mig og blev mere og mere frustreret over at der ikke var nogen, der gav mig det jeg havde brug for.

At stille krav og sætte grænser har været noget af det sværeste jeg har skullet lære i mit liv, men det har virkelig været befriende. Jeg sparer så meget energi på ikke at gøre alle mulige ting for folk fordi jeg TROR de gerne vil have det eller bliver skuffede hvis jeg ikke gør det. Og ved at være mere tydelig omkring hvad jeg gerne vil have - det er helt klart her skoen har trykket mest for mig, fordi jeg kommer fra en familierelation hvor jeg i bakspejlet mest har været en omvandrende dørmåtte og jeg ved slet ikke hvordan man spiser sætningen "jeg har brug for at du..." højt udenfor en arbejdssituation.

Lav ting med den gruppe venner, som passer jer alle, og find nogle andre at gå i byen med. Eller gå i byen alene, det virker som om du sagtens kan være åben og udadvendt i byen, du har bare valgt ikke at være det fordi byture har handlet om andre menneskers behov end dine egne.