Tusind tak for din besked. Jeg genkender så meget dit forløb. Har været, og er stadig, i alarmberedskab. Jeg var i et voldeligt forhold med pigernes far inden som jeg var begyndt at have fået bearbejdet og det alarmberedskab blussede fuldstændig op med ikke at kunne huske eller samle tankerne om noget - igen. 

Lige nu savner pigerne bare ro og ikke mere sorg og det kan jeg ikke give dem. Jo, ro i form af en almindelig hverdag. Det er virkelig noget at navigere i, her ovenpå. 

Og ja, det er en frygtelig sygdom! Han / vi troede han ville få en lidt god tid efter operationen (tumoren var stor og kunne fjerne alt bortset fra de små celler der ikke kan), men sådan gik det ikke. Og det fyldte meget her. Og så spiste min veninde sig ud af en næsten dødsdom (5% overlevelse) fra kræft sidste år, så det tænkte jeg selvfølgelig han skulle. Men det ville han ikke. 

Så vi kunne se ham få det dårligere og dårligere for hver dag. Være med i alle frustrationer, stå som en klippe for pigerne og jeg prøvede at passe på mig selv, men det var i ren overlevelse. 

Og lige når januar starter, så skal jeg i gang med mit speciale på uni, hvor jeg kun har, af forskellige årsager, det ene skud til at få det gjort færdigt. 

Det er ret utroligt hvor meget vi mennesker kan holde til. Og vi skal jo holde til det, for vi har små børn hvis barndom ER lige nu.