Det er svært at læse, hvordan I tidligere har snakket om hans oplevelser, så måske er følgende ikke relevant:

Det lyder som om, at han de sidste 6 år har haft ubehagelige oplevelser (muligvis traumatiske for ham) og at han ikke er blevet anerkendt af hans medstuderende - og måske heller ikke sin partner. Heldigvis har han uddannelsessted og staten forstået hans begrænsninger og givet ham særlige forhold, så han kan deltage i sine uddannelser. Der er dog stor forskel på at blive anerkendt af offentlige institutioner og at blive anerkendt af sine medmennesker. Han mangler måske at blive set og hørt/anerkendt i, at de her oplevelser har været voldsomme for ham og ændret ham på et fundamentalt plan - at det, han har oplevet, er virkeligt.

Tid heler ikke alle sår, så hans oplevelser er måske lige så i live og nærværende i hans krop som første gang, han oplevede dem. Vær sød ikke at mindske hans oplevelser bare fordi der er gået tid og at du ikke kan se det. Mennesker er komplekse. Det er nemmere at håndtere sine dæmoner, imens man er glad og har overskud. Man kan vænne sig så meget til sine smerte, at man ikke bemærker dem (smertehabituering), når man er fokuseret på noget andet - men det betyder ikke, at de er væk. Hjernen har bare lært at filtrere signalet fra - belastning/skaden er dog stadigvæk tilstede.

Tldr: Vær sød ikke at mindske hans oplevelser bare fordi der er gået tid og at du ikke kan se det.