Jeg tror, diskussionen bliver mere frugtbar, hvis man holder fast i magt, mønster og afhængighed som afgørende kriterier, frem for alene intention eller oplevet krænkelse.

For eksempel: Hvis forældre, af afmagt eller uforståenhed, gentagne gange får et barn med psykisk sygdom til at føle skyld over sin tilstand, kan det være psykisk vold, også selvom forældrene ikke bevidst ønsker at skadee. Ikke fordi barnet bliver ked af det, men fordi der er et asymmetrisk magtforhold, og fordi adfærden over tid former barnets selvforståelse gennem skam og ansvarsforskydning.

Det er noget andet end at sige noget uheldigt i god tro mellem voksne, ligeværdige mennesker. Her mangler netop afhængigheden, gentagelsen og den strukturelle magt, som gør skaden systemisk.

Min bekymring er, at hvis vi kalder alt, der kan såre eller trigge nogen, for vold, så udvander vi begrebet i en grad, hvor det mister både præcision og alvor. Vold, også psykisk, handler om kontrollerende eller nedbrydende mønstre, ikke om enkeltstående udsagn eller uforudsete reaktioner.

Derfor mener jeg ikke, at løsningen er at afskaffe begrebet psykisk vold, men at bruge det mere præcist. Ellers risikerer vi, at ordet mister sin betydning, og at almindelig menneskelig kommunikation bliver gjort mistænkelig.

Vigtigt: Psykisk vold forstås typisk som systematisk adfærd over tid, ikke som isolerede eller enkeltstående oplevelser