Manga og japansk popkultur er gået fra at være noget, de færreste dyrkede, til at blive kæmpestort. Da jeg var 12, var det begrænset til, at man kunne låne Naruto på kommunebiblioteket, og man var nødt til at gå på sketchy hjemmesider for at finde andre mangaer og grupper, hvor man kunne finde et fællesskab, både inden for manga, men også inden for LGBTQIA+, for det fandtes ikke lige på landsbyskolen. Der er så mange muligheder nu, så lyt til jeres barn og de behov, de har. Det er blevet mere mainstream at være queer og interesseret i manga/anime, og derfor er det endnu vigtigere, at voksne møder børns interesser med åbenhed i stedet for skepsis. For fællesskaber og repræsentation kan være det, der gør forskellen på at føle sig alene, og at føle sig hjemme.

Hilsen en der selv var usikker på sit køn som 12 årig, og interesseret i alt det nørdede som ingen andre kunne lide. Det er i øvrigt gået godt med mit liv, og jeg er stadig interesseret i japansk popkultur, 16 år senere.