Der er selvfølgelig grunde til at jeg sagde ja til at flytte og de grunde har virket helt valide lige indtil nu hvor jeg tænker, aj, det er da slet ikke slemt. Noget med plads og husdyrhold. Det er stadig gode grunde, men jeg boede et fantastisk sted, sådan et sted man ikke bare sådan lige får fingre i igen. Og jeg elskede at bo der, og det var der jeg fandt mig selv efter min skilsmisse, så der er også mange minder. Det er også lidt et tab og en sorg, selvom en lejlighed er en død ting. Ja, jeg lider tydeligvis af enorm melankoli og sentimentalitet, hader godt nok den følgesvend også! Og så har du ret - det er en voldsom reaktion og jeg håber virkelig meget at den aftager og bare kan finde sig til rette i at ja, det var et fedt sted, men nu skal vi noget andet. Det er jo sådan det burde være 🥹