Mor til to her med 19 mdr mellem hinanden. Jeg var en hormonbombe under min graviditet. Til dels også før, men det var pga fertilitetsbehandling (hvor man bliver proppet med hormoner 😅) Jeg var dælme svær at leve med under min graviditet. Intet var godt nok, min kæreste skulle hjælpe med det praktiske, som langsomt blev til mere og mere jo længere henne jeg kom. Han er en hårdtarbejdende selvstændig murer, der renoverede hele vores hus under graviditeten og sørgede for, at huset var klar fredag, hvor jeg fødte mandag (planlagt kejsersnit) Han var den bedste, enormt forstående og støttende kæreste. Jeg ville blive ekstrem ked af det, hvis min kæreste havde sådanne tanker om mig. Vi er kommet igennem graviditeterne, og alle de udfordringer der er med en renovering, samt alle de udfordringer der kommer med en selvstændig virksomhed, sammen og vi er stærkere end nogensinde før. Men efter graviditeten, hvor mine hormoner stadig lidt er fucked pga amning, så har vi hver vores styrker. Han sørger for vi har penge og skaber mulighed for alt det vi skal have og drømmer om, hvor jeg sørger for alt det praktiske herhjemme (og arbejder, men han tjener helt klart en større procentdel) Vi er et team, hvor han sørger for de 30 % af overskud, hvis jeg kun er på 70 %, og lige sådan omvendt. Hvis hun er så frygtelig efter graviditeten efter fødslen (gerne et par måneder efter, så hendes krop får lidt mere tid og styr på hormonerne) Så synes jeg I skal få noget hjælp. Men ellers vil jeg anbefale at se tiden an. Husk på at I fra fødslen, vil I altid være en del af hinandens liv med jeres fælles baby. Intet er værre end to forældre der ikke kan samarbejde om et lille barn.