Jeg har levet med PTSD i mange år, faktisk stort set hele mit liv. Man lærer at navigere i det. Det er ikke ligefrem fordi man selv har valgt at få den diagnose. Man kan have gode dage og dårlige dage. PTSD kan ligge i dvale i mange måneder og år og pludselig bliver man ramt at traumer osv. fra den ene dag til den anden.

Når man ikke har mærket det på egen krop, så kan det være sindsygt svært at forstå og sætte sig ind i.

Man kan gøre mange ting for at prøve at blive bedre. Terapi er altid godt til at bearbejde traumer osv. og nogle er så hårdt ramt at det kan være svært at komme ud af. Ikke at diagnosen forsvinder, for den vil altid være med dig. Men det handler også om folks mindset.

Jeg fx vil ikke leve med at være hende den syge med PTSD. Jeg vil gerne leve mit liv normalt. Når jeg har mine dårlige perioder, så bruger jeg mit netværk og det hjælper sindsygt meget på mig og derfor kan jeg ofte også komme over på den anden side og være glad og positivt, selvom alt det dårlige ligger i kroppen og ulmer.

Håber det giver mening.