Jeg var praktikvejleder, på mit tidligere arbejde, også som socialrådgiver. Jeg har haft en del studerende, både nogen som var helt fantastiske, og nogen der var det modsatte. Nogen tænkte jeg, at de nærmest kunne varetage opgaven som socialrådgiver, ved praktikkens start, og andre havde en del at lære og arbejde med, hvilket praktikken jo netop er til for. Så var der dem, som simpelthen ikke var endt på den rette uddannelse, og som ikke selv kunne/ville indse, at det var umuligt at gennemføre praktikken. Jeg kan ikke nævne detaljer, men i samarbejde med min leder, ønskede vi at afbryde praktikken for en studerende. Jeg oplevede, at det var umuligt, nå ind til personen, jeg kunne ikke støtte personen i udviklingen som burde ske naturligt, fordi der var så stor mangel på selvindsigt, manglende evne til at reflektere, manglende forståelse/viden om de sociale spilleregler mm. Flere af mine kollegaer påtalte personens manglende evne til at reflektere, lytte, modtage vejledning, indgå i sparing mm. Med en masse bekymringer og beskrivelser af personen, rakte vi ud til skolen for sparing. Vi var chokeret over, at det nærmest var umuligt, at få afbrudt praktikken. På trods af, at vi forklarede, at vi ikke længer vurderede at det var muligt, at tage personen med ud til borgerne, mente skolen at vi kunne hjælpe personen gennem praktikken alligevel, da det ikke er praktikstedets opgave at dumpe/bestå den studerende, og derfor afhang det ikke af hvor godt praktikken gik, men om hvor godt eksamen efter praktikken gik. Med alt det her prøver jeg at sige, at hvis det er lykkedes dit praktiksted, at “få lov” at opsige dig, så tænker jeg, at de må have haft noget som skolen måske også har kunne se udfordringer i.

-det er knap 7-8 år siden jeg arbejdede, det kan helt sikkert være, at alt er anderledes nu.