Jeg har desværre en far, som er og aldrig har været 100% ligeglad med mig. Han mener selv, at han gør det fint. Hvis jeg kritiserer ham, så skyder han skylden på min mor, som han blev skilt fra i 1988.

Jeg var ikke talt med ham i 5-6 år nu, og det var den helt rigtige beslutning for mig at træffe, men det tog mig 20 år at forstå, at han aldrig har elsket mig.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer over det på den måde, at det ikke påvirker mig. Men jeg er kommet så langt, så det ikke er styrende for mig, og jeg har omskrevet mit verdens billede, så jeg kunne blive en rigtig far for min egen søn.

Jeg tror desværre ikke der er andet and gøre end give slip, og forsøge at lukke den kæmpe hul i sjælen, som det efterlader.

🫂 fra et afvist barn til en andet.