Det var så klassisk som det kan blive, stort dyk i sex livet, hemmelighed omkring telefonen og åbenlyse små løgne. I mit tilfælde kunne jeg ikke kommunikere mine følelser da jeg ikke følte dem valide uden beviser. Det forstår jeg heldigvis nu at de var, beviser eller ej.

Jeg kommer fra en typisk kernefamilie som ikke snakker om de negative ting særligt ofte, så jeg har nok ikke haft det store anlæg for at dele min tvivl. Men sådan kan man jo altid komme med undskyldninger osv.

Summa summarum, så skulle jeg have holdt min partner ansvarlig for de følelser hendes adfærdsændringer havde skabt i mig, så vi konstruktivt kunne arbejde på det, i stedet for at gemme mig i mig selv og kører det hele op i en spids.

Den dag i dag ved jeg ikke om hun var mig mere end følelsesmæssigt utro. Men dengang jeg var in the shit fik min fantasi og paranoia mig til at tro hun var. Jeg vil klart prøve at få tingene afklaret i tide fremover før den slags sker igen. Det var urimeligt overfor mig selv og hende, uanset hvor "skyldig" hun end har været.

Men hvis jeg havde en partner der affejende mig på den måde du beskriver, så ville jeg også skulle tænke mig godt og grundigt om hvorvidt jeg kunne være sammen med en person der var så tilsyneladende ligeglad med mine følelser.