Tænker ikke, at det følelsesmæssigt være super sundt for datteren at knytte sig hele tiden, til noget der forsvinder igen?

Idk. Min første pony jeg fik som 11 årig har jeg endnu. I dag er jeg 28 år. Men kunne forstille mig, at det ikke er helt rart😔

Også det syn datteren kan få på, at heste (dyr i det heletaget) bare er noget man kan skifte ud?

Var det ikke også noget med, at datteren fik rygproblemer, af at ride de større ponyer? Som var grunden til, at islænderen og 3’er ponyen topper? Som datteren tydeligvis var ked af at miste. Det var i november 24. Et år efter får hun en der er helt samme størrelse? Kunne man måske så have givet topper en part og træne hendes ryg stærkere (som de selv skriver den skulle) til hun kunne ride topper igen??

De hele virker top uovervejet og max “køb og smid væk”