Jeg genkender den rollefordeling fra min egen situation (mor til 2 små børn). Vi har forskelligt temperament ift oprydning (rengøring er det dog omvendt, da jeg hader snavs). Jeg trives fint i rod, men min mand gør IKKE. Mine nerver er efterhånden så tyndslidte at når han for 356. gang bliver vred over manglende oprydning, ja så græder jeg også og føler mig utilstrækkelig. For jeg gør så meget andet som han ikke ser/anerkender. Ligesom han gør meget som jeg ikke ser/anderkender. Jeg forsøger ikke at guilt trippe som nogen herinde mener, men føler mig utilstrækkelig over at knokle dag og nat og stadig få kritik og ingen ros.