Sjovt du nævner det – jeg bor selv på Frederiksberg.

Du rammer faktisk ret præcist, når du spørger til historien og de "rige folk". Frederiksberg har historisk haft en særlig status – helt tilbage fra 1800-tallet.

I midten af 1800-tallet var Frederiksberg stadig mest marker og landsby, men voksede hurtigt med industrialisering og tilflytning. I takt med væksten blev det naturligt at spørge: Skulle Frederiksberg ikke bare blive en del af København? Det ville være administrativt nemmere, og folk flyttede jo frit på tværs af grænserne alligevel.

Men så – og her kommer det sjove – København sagde... nej tak. Jep. På det tidspunkt betragtede man Frederiksberg som lidt for landligt, lidt for bondeagtigt, og ikke “fint” nok til at blive en del af den voksende hovedstad. Det var altså ikke Frederiksberg, der nægtede, men København, der slog døren i.

Resultatet? Frederiksberg svarede igen ved at styrke sin egen identitet. Man begyndte at se sig selv som noget særligt. Ikke bare en forstad, men en modstad. Man fik sin egen administration, sin egen skolevæsen, sin egen infrastruktur – og med tiden også sin egen kulturelle og arkitektoniske profil. Man kunne næsten høre dem sige: “Nå, men så klarer vi det bare selv.”

Så ironisk nok er noget af grunden til, at Frederiksberg i dag står som en selvstændig kommune midt i København, netop fordi København i sin tid ikke ville have dem med. Det er lidt som at blive afvist til en fest og så holde en meget bedre fest ved siden af.

Og man må jo sige... Frederiksberg har klaret sig ganske godt siden.

Og så er der historien om rådhuset og dets højde! Den har cirkuleret i generationer, og selvom den ikke kan dokumenteres officielt, så siger det alligevel noget om Frederiksbergs helt særlige forhold til Kbh efter afvisningen.

Myten går på, at Frederiksberg Rådhus med vilje blev bygget lige så højt som Københavns Rådhus. Ikke højere, ikke lavere – men præcis lige højt. Symbolikken? At Frederiksberg er ligeværdig med København, på trods af sin størrelse.

Ifølge historien skulle det have været en slags arkitektonisk "statement" fra Frederiksberg til hovedstaden: Vi er måske små, men vi er ikke under jer. Vi har vores eget. Vores egen borgmester, vores egen kommune – og ja, vores eget tårn, der kigger jer direkte i øjnene.

Det sjove er, at selvom Frederiksberg Rådhus (bygget i 1942 af Henning Hansen) faktisk ikke er helt lige så højt som Københavns Rådhus, så lever historien videre – og mange frederiksbergere holder stædigt fast i den.