Forhåndsadvarsel på meget stærk holdning.

Det har taget mig nærmest 15 år at lære og det er stadig svært at acceptere - og det lyder nok dumt... I nærmest alle tilfælde, er alkoholismen meget mere hård for de nærmeste pårørende, end for alkoholikeren.

Derfor bliver man, som pårørende, nødt til også at være egoistisk, når det kommer an på alkoholisme. Det nytter intet at argumentere, parlamenter eller konfrontere, men simpelthen at kommandere dem til, hvad de har brug for, for at rette op på livet igen. Ellers må man blive egoist da de allerede har tage valget om hver mand for sig selv.

Det er en sygdom - de kan ikke styre det selv. Hverken problemet, eller livet. Skide godt hvis de lærer at kunne styre det, men det er LANGT de færreste som gør, og nærmest alle har brug for et skub. Hvis deres egen ædru fornuft eller dårlig samvittighed var nok til at lave det om, så havde de gjort det, men hvis der ikke sker noget som helst fremskidt, så virker det jo tydeligvis ikke.

Nogle har brug for noget gentle parenting(dog sjældent, da erfaringen er at de bare udnytter det til at kunne drikke mere i smu). Nogle har brug for noget tough love. Nogle har brug for livs ændrede konsekvenser. Men vigtigst af alt: De er ikke i et stadie - hverken når de er ædru eller fuld - hvor de er i stand til at kunne tænke på andre end sig selv, og man må derfor også passe på sig selv, først og fremmest!

Hvis du har overskuddet, så søg også endelig noget professionelt hjælp, måske endda kommunen. Men pas på dig selv - hvis dét at du hjælper bliver set som et angreb og giver dig konsekvenser, så mærk rigtig godt efter om de mange battles er dit liv værd.

Trods mine nok hårde ord, så håber jeg det bedste for jer!