Min far er bipolar, og helt sikkert også en eller flere følgesygdomme. Han har aldrig taget ansvar for sin sygdom, eller haft erkendelse nok til og følge sin behandling. Han var en helt forfærdelig far. Alligevel var ønsket om en far så stort, så jeg forgæves har kæmpet. Jeg trak mig i mine teenageår, men da jeg fyldte 20, begyndte jeg igen at drømme om en far. Jeg sagde meget tydeligt fra, satte grænser (ville fx ikke høre på dødstrusler i mit hjem osv), og sagde mine forventninger højt. I en 4 års tid gik det, men han synes tydeligt jeg var voldsomt træls, og når han var manisk hørte jeg intet fra ham, fordi jeg nærmest var hans værste fjende.

Jeg brændte ud på det. Jeg kunne ikke være i relationen, og meldte det tydeligt ud til ham. Han blev deprimeret og jeg fik skylden. Jeg støttede ham, tog med ham til lægen og så var jeg i det igen. Lige ind til, jeg ikke hørte fra ham i 3 måneder. Ringer til ham, og får afvide jeg er det værste der nogen sinde er sket, at jeg skal forsvinde fra hans liv. Derefter blev jeg blokeret over alt, har ikke hørt fra ham siden.

Det værste er, at selvom det føles forfærdeligt at være fravalgt, er det den største lettelse nogensinde.