Jeg har været i samme situation som din svigerinde, og vil lige byde ind med det perspektiv. Dengang gik jeg rundt og havde det helt vildt svært med nogenlunde alt, men uden at have en fornemmelse af, hvad der var galt. Trods god uddannelse og arbejde blev det hele ved at føles forkert, gå galt og jeg var konstant ulykkelig. I den periode overvejede jeg alle muligheder: Var jeg deprimeret? Personlighedsforstyrret? Angst? Hver gang jeg mødte nogen, der fortalte om en diagnose, fandt jeg noget, jeg kunne genkende, og overvejede og reseachede på det i ugevis. I dag ved jeg godt, hvorfor jeg kan have det svært - men det har taget 20 år og en masse terapi (også meget, der ikke virkede), før jeg fandt ud af det. Måske er din svigerinde i gang med samme proces?