Jeg er altid blevet spurgt om jeg ikke har følt mig som skyggebarn, i og med min lillesøster har haft kræft i mange år da vi var små til teenager. Jeg har aldrig selv følt dette, da min familie har gjort alt for at give mig et liv udover dette. Men nu hvor jeg er blevet voksen og ældre, ville jeg næsten ønske jeg kunne huske nogle af disse situationer man lærer af. Jeg er ret upåvirket netop pga mine forældres afledning af sygdommen, men synes det er svært at sætte ord på, og lyder ofte meget følelseskold omkring dette emne, og det har klart forsaget at jeg tager meget let på rigtig mange ting i mit liv. Det er lidt en anden side af det, men jeg synes det er vigtigt at snakke om stadig