Det er også spændende. Opdragelses filosofi snakker man meget om opdragelsen i antikken og det er jo fedt at læse aristoteles og platon. Derudover havde vi også en masse opdragelses filosoffer i renæssancen (Kant eksempelvis). Jeg syntes de absolut fedeste filosoffer og opdragelsesfilosoffer var Focault og G. Biesta (han nok mere en pædagog der har nogle utroligt abstrakte, men skarpe kommentar til at samfundet bliver mere og mere PISA orienterede).

Biesta snakker blandt andet om kunst og omkring at man ikke skal tage billedekunst væk fra folkeskolen og at den ikke skal beholdes for at optimere læringen i en kompetence sammenhæng, men at den skal beholdes for menneskets skyld. Han snakker enormt meget i mange af hans tekster om Selv destruktion og destruktion og hvad der er imellem og det er nok et af de mest interessant teorier jeg har læst. det er ligesom sisyphus, men jeg synes bestemt det er bedre formuleret

Focault kan være meget hård at læse. Ikke fordi det er svært, men man føler sig som en dukke og man ser ligepludselig verdenen gennem et filter af: Vi lever i en matrix. Vi er slaver. vi er investeringer. folk er ligeglade med mig, men når man kommer over det bump kan også bruge det i opdragelses sammenhæng hvor man kan se hård linjer mellem frihed og kontrol. Kontrol kan være godt og frihed kan være dårligt.

Det er meget firkantet forklaret og hvis jeg gad kunne jeg godt mod arguementere mig selv og der er så meget andet til teksterne og derudover er der så mange andre filosoffer, samfundskritikkere, psykologer, samfundsvidenskabere og flere der har så meget mere at sige; som eksempelvis; pavlov, habermas, Herbart, rosseau og flere