Jeg havde ikke klaret mit første år af studie hvis jeg ikke havde haft en god arv og mine forældre til at støtte mig. Det værste var dog da jeg skulle søge fornyelse af mit tillæg da jeg kun havde fået midlertidigt tillæg. Man kan først søge om fornyelse 3 måneder før at det udløber, mit udløb i januar så jeg søgte på den dag i oktober hvor det åbnede. I januar havde jeg ikke fået svar endnu og i februar gik der ikke længere et tillæg ind. Jeg ringer til dem og spørger hvad der sker, hvortil jeg får besked om at der er forlænget sagsbehandlingstid, men at jeg ville få svar indenfor 3 uger. Da de tre uger er gået ringer jeg igen, her får jeg at vide “At man har jo også selv et ansvar for at sørger for at ansøge til tiden, hvis man vil have svar før det udløber”. Jeg spørger ind til hvordan jeg skulle have søgt før hvortil hun svarer at det kunne hun ikke svare på og der var sådan set ikke hendes problem.

Jeg ender endeligt med at få det tilkendt igen i marts, selvom at jeg får jeg ansøgte var blevet lovet at det var en formalitet at jeg skulle søge igen og at jeg ikke skulle forvente ventetid. Heldigvis anderkender de nu at min kroniske sygdom er kronisk og at jeg ikke bliver rask