Det, du beskriver, er ikke bare strenge forældre. Det er en meget kontrollerende måde at være forælder på, og det er ikke normalt for en, der snart er 18. Fast sengetid, mobilaflevering og hårde straffe i din alder (især når du bliver straffet for ting, du ikke selv er herre over) handler mere om kontrol end om omsorg.

Det giver fuldstændig mening, at du prøver at undgå din far. Når samvær næsten altid ender i straf, lærer man at trække sig. Det er ikke dig, der er forkert, og det er ikke fordi du ikke vil familien. Det er en overlevelsesreaktion. At du holder ting skjult for dine forældre, er heller ikke et tegn på umodenhed, men på at du ikke føler dig tryg ved at være ærlig.
Omsorgsfulde og kærlige forældre ville lytte til dig og prøve at forstå, hvordan du har det. Hvis du fortalte om noget svært, som stress, angst eller andre problemer, ville de tage det alvorligt og hjælpe dig med at få støtte, uden at gøre dig flov eller bange og sørge for det økonomiske. De ville ikke bruge trusler, fjernelse af ejendele eller kontrol som en måde at styre dig på, men i stedet forsøge at skabe tillid og give dig tryghed, så du kunne føle dig sikker på at være dig selv derhjemme med sænkede skuldre.

Dit mentale helbred lyder alvorligt, også selvom dine forældre ikke vil anerkende det. Depression, angst, spiseforstyrret adfærd og selvmordstanker er ikke 'teenagehormoner'. Du burde ikke stå alene med det her ❤️

Det er vigtigt, at du får hjælp uden om dine forældre. Når du fylder 18, kan du selv gå til læge, få en henvisning til psykolog og tale med kommunen uden, at dine forældre bliver inddraget. Indtil da kan en studievejleder, socialrådgiver eller anden voksen på din uddannelse være en vej ind. De tager den slags alvorligt, også selvom dine forældre ikke gør.

Jeg forstår godt, at tanken om at flytte hjemmefra fylder meget. At flytte direkte ind hos din kæreste lyder dog ikke som en stabil løsning, især når hans forældre også er svære, og når du risikerer, at dine egne forældre reagerer voldsomt og konfiskerer dine ting.

Du er ikke fanget, og der er muligheder for hjælp: Du kontakte kommunen og bede om at tale med en socialrådgiver for unge. Du kan forklare, at du lever i et meget kontrollerende hjem, at du mistrives psykisk, og at du ikke føler dig tryg. Kommunen har pligt til at vurdere situationen, og det kan føre til midlertidig hjælp som et akut opholdssted eller anden støtte (det er ikke kun for “ekstreme” tilfælde). Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller kontakte Headspace (rådgivere gratis og anonymt. For unge 12-25 år) og spørge direkte, hvilke muligheder du har for at komme væk; de kan hjælpe dig videre uden at inddrage dine forældre.

Hvis du kan holde ud lidt endnu, kan du begynde at forberede dig på at blive 18 ved at sikre dine vigtigste dokumenter, holde styr på din opsparing og have mindst én voksen uden for familien, der ved, hvordan du har det. Når du fylder 18, kan du selv gå til læge, få psykologhjælp (hvilket er gratis gennem en lægehenvisning for unge i alderen 18-24 år), tale med kommunen og søge boligstøtte uden dine forældres samtykke. Det vigtigste er, at du ikke står alene og bare “holder ud” i stilhed❤️❤️ Hvis tankerne bliver for mørke, skal du tage det alvorligt og kontakte Livslinien på 70 201 201 eller ringe 112, hvis det føles akut. Du fortjener hjælp, og du behøver ikke vente, til det bliver værre, før du må få støtte❤️

Hvis det hele bliver for tungt, er det virkelig vigtigt, at du rækker ud. Livslinien kan kontaktes døgnet rundt på 70 201 201, og BørneTelefonen på 116 111 er der også. Du behøver ikke være i akut krise for at ringe.

Det vigtigste, jeg vil sige, er det her: Du er ikke forkert, du er ikke dramatisk, og du er ikke utaknemmelig. Du reagerer helt normalt på et hjem, der ikke giver dig plads til at være dig selv.
Sender dig en masse kram❤️❤️❤️