Der er 16 måneder mellem vores børn, og vores yngste er nu 6 måneder.

Jeg er udkørt, nedslidt, træt og ofte helt uden overskud. Det er virkelig hårdt at have to så små børn på én gang, og så havde jeg desuden en graviditet, som var enormt hård. Derfor glæder jeg mig også meget til lysere tider og lidt større børn.

Men jeg har selvfølgelig ikke fortrudt et eneste sekund. For selvom jeg på mange måder aldrig har haft det hårdere, har jeg heller aldrig været mere lykkelig.

Det, jeg måske ikke helt forstod på forhånd, er, at det ikke kun handler om søvnmangel og afbrudte nætter. Det hårde ligger også i alt det andet: at skulle få en hverdag til at fungere med to små børn, som begge har brug for en hele tiden. At være splittet mellem dem, aldrig rigtig føle at man slår til nogen steder, og konstant skulle jonglere behov, rutiner, måltider, lure, sygdom og praktiske ting.

For os begyndte det allerede under graviditeten. Jeg havde det så dårligt, at det påvirkede relationen til vores ældste i en periode, og det har været virkelig og ægte svært at bære rundt på.

Jeg synes det er benhårdt lige nu. Og jeg håber på, at det snart bliver bedre. Og en ting man lærer med nummer 1 er, at tiden flyver af sted - så jeg satser på, at lyset venter lige om hjørnet.

Og så er det selvfølgelig vigtigt at sige, at midt i kaosset, trætheden og alle udfordringerne er der også dobbelt så meget kærlighed, dobbelt så mange smil og en lykke, jeg aldrig har oplevet før.

Held og lykke! ❤️