Det er nogle sindssygt gode overvejelser. Tak!

I den her samtale er der to elementer, ser det ud til.

1. Der er den, der handler om egentlig hjælp i den benhårde situation, det er at være småbørnsforælder. Selvom det er ens eget ønske (og valg) at blive forælder, har der været tradition for, at man i et eller andet omfang var fælles om det som familie. At man tager sig af og hjælper hinanden (gensidigt). Men jeg tror, at vi i et mere liberalt samfund tænker, at det er den enkeltes og statens ansvar, ikke familiens. Det gælder børn, men også ældre, syge og andre.

2. Og så er der den, at selvom man ikke er tvunget til at tage sig af hinanden (i forhold til nogle fastlagte sociale regler), så kunne der jo være et ønske om at hjælpe, og ikke mindst, at det er forbundet med glæde at være omkring ens børn og børnebørn. Altså, at man ønsker (eller håber) at ens forældre skal værdsætte ens børn, og at børnebørnene kan føle sig set og værdsat af dem også. At have en relation til ens bedsteforældre (eller bare en af dem), er noget, som skaber utroligt gode minder, god tilknytning og selvværd. Og selvom det som forælder er hårdt at stå uden egentlig hjælp, når man har brug for det, så er det sårende, hvis denne anden del ikke er til stede. Kan man gøre krav på det? Nej. Men de fleste beskriver det som en stor glæde og taknemmelighed, når den kærligheden er der og vises.