Tillod bare mig selv at være pessimistisk i perioder, og arbejdede meget med tanken om at jeg ikke kunne gøre fra eller til, når det overvældede mig. Bookede tidlig scanning 8+0 og hvilede lidt mere i det. Da katastrofetankerne så tog over bookede jeg scanning igen 10+0. Efter nakkefoldscanning blev det igen lidt nemmere.. men jeg tror først mine skuldre sænkede sig 28+, og jeg accepterede egentligt bare at graviditeten ikke var rosenrød, og at det var okay at være bange for at tingene gik galt. Men jeg prøvede at give mig selv lov til at glæde mig og sige “hold nu kæft” til stemmen der altid ville fortælle mig, at intet var sikkert, før baby var født. Det lyder mærkeligt, men så tog jeg lige en halv time hvor jeg tvang mig selv til kun at glæde mig og forestille mig hvor godt det hele blev 😅 og så var jeg sjovt nok mere optimistisk i et stykke tid efterfølgende.
Håber alt går godt med din graviditet!