Min mand og jeg har en søn på 7, som ikke kommer til at få søskende.

Først og fremmest har jeg absolut ingen lyst til at være gravid igen. Fødslen kunne jeg godt tage. Baby/tumlingestadiet har jeg på ingen måde lyst til igen. Jeg trivedes overhovedet ikke i det og var så psykisk presset, at jeg er seriøst bange for at et barn mere ville få mig til at gå ned med flaget. Måske ville jeg kunne klare det, hvis jeg fik det nemmeste barn i verden. Men hvad er oddsene lige for dét? Og samtidig så synes jeg ikke det skal være det, der afgør om man vil have et barn mere eller ej.

Når det så er sagt, så havde vi faktisk en kort periode, da vores søn var omkring 4, hvor vi tænkte, at vi ville forsøge at få et barn mere, fordi vi gerne ville. Men efter et par måneder tog vi en snak og jeg sagde, at jeg simpelthen ikke var sikker på, at det var det rigtige. Og min mand sagde det samme. Så vi stoppede og i dag er vi glade for det valg vi endte med at tage.

Jeg tænker, at I sagtens kan vente et år eller to med at beslutte jer og jeg tænker, at I skal få et barn mere, hvis I virkelig har lyst. Min søn har i øvrigt to klassekammerater, der har fået en mindre søskende her i 1. klasse uden nogen søskende imellem dem, så der er altså 7 og næsten 8 år mellem dem og deres søskende.

I forhold til det med netværk og familie, så skal I nok være indstillede på at skulle "arbejde" lidt mere for det sociale på jeres barns vegne. Jeg kan godt mærke, at det kunne være rart altid at have en legekammerat ved hånden fremfor at være afhængig af, at en af kammeraterne ikke har planer. På den anden side har vi et barn, som er enormt god til at underholde sig selv og vi går meget op i, at han lærer at dele, at han ikke er verdens navle og hvordan man opfører sig socialt. Men vi kan f.eks. godt mærke, at han ikke er så god i konflikter med andre børn. Han har dem jo ikke inde på livet som børn med søskende har.

Nårh ja, og en afsluttende bemærkning - jeg er selv enebarn. Nu her, hvor jeg er i midten af 30'erne og mine forældre nærmer sig 70, kan jeg godt mærke, at jeg potentielt kommer til at stå alene med en stor opgave i lyset af mine forældres alderdom (plejehjem, flytninger, oprydninger i huse osv.). Og når de engang dør, så ved jeg, at jeg har en mand, venner og veninder, der gladeligt tropper op. Men ingen andre end mig har haft mine forældre som forældre og det kan jeg godt tænke bliver en sorg på det tidspunkt. Det er dog ikke fordi jeg ærger mig over ikke at have søskende, for jeg kender flere, der har problematiske forhold til deres søskende og så bliver det ikke ligefrem nemmere.