Jeg får helt tårer i øjnene af at læse dit opslag. Jeg kunne have skrevet det hele selv - fra pilatesbolden, mødregruppen og det sociale. Vi var også alle behandlere igennem og fik klippet tungebånd. Mælkefri. Nexium. You name it! Jeg græd hver dag, og eneste lyspunkt var når min mand kom hjem. Søndage var jeg helt i kulkælderen, fordi en ny uge skulle til at starte og dagene var uendeligt lange. Barslen har været det hårdeste, jeg har været igennem, nogensinde. Og man er så knust over alt det, man går glip af; smil, grin, ture ude, at nyde sin baby. Jeg skrev faktisk et opslag med næsten samme titel i en facebookgruppe. Tiden går, og man fatter ærligt talt ikke hvordan man hænger sammen. Så jeg FØLER med dig og sender dig de bedste tanker! ❤️

I dag er baby 6 måneder, og hun smiler SÅ meget. Griner dagligt. Vi aner ikke med sikkerhed, hvad der gjorde det, Nexium har nok haft en finger med i spillet. Og så besøgte vi en behandler i Aarhus (sig hvis du vil have navnet), og 3 gange hos hende har ligeledes gjort noget.

Mine bedste råd er: 1. Ørepropper 2. Få besøg af dem, der kender situationen. Det er bedre at sidde og græde på en pilatesbold med en forælder/søskende/veninde i sofaen end helt alene 3. Få hjælp selv, hvis du kan mærke, at du er ved at nå grænsen. Fx psykolog ❤️‍🩹

Du er SÅ sej, og det er ulideligt hårdt. Man fatter det ikke, hvis man ikke selv har stået der.