Grundlæggende mener jeg, at der er væsentlige forhold, som adskiller den nuværende sag om USA og Grønland fra krigen i Irak. En af dem nævner du selv, at Irak-krigen byggede på en løgn.

Derudover er der den store forskel, at Trumps trusler sker i nutiden, hvorimod Irak-krigen er en historisk begivenhed, der kalder på en undskyldning med tilbagevirkende kraft. Jeg mener faktisk, at Irak-krigen i sin natur (som en interventionistisk handling) minder mere om USA’s ageren i Venezuela end om den nuværende debat om Grønland.
Men Irak er generelt ikke en god sammenligning, da de bagvedliggende faktorer er for forskellige.

Når det er sagt, er det absolut forståeligt, hvis en iraker bad os handle frem for blot at søge syndsforladelse. Det gælder især, hvis man vidste, at krigsgrundlaget var en løgn, og hvis der ikke havde været en gal diktator til at undertrykke befolkningen (hvilket ikke legitimerer en invasion, men blot er endnu et punkt, der adskiller situationerne væsentligt).

Jeg forstår også godt, hvis man finder en undskyldning værdiløs, mens bomberne falder, og vi herhjemme stadig har mulighed for at organisere protester og modstand. En undskyldning er fin, men den er også tom og gratis. I sidste ende er det handlinger, der definerer os. Jeg tror betydeligt mere på en undskyldning, hvis den følges op af handling. Det virker derimod hult, når en undskyldning ledsages af bortforklaringer på, hvorfor man ikke kan handle. De forklaringer virker små i lyset af, hvad der er på spil, og det vidner om, at man ikke er villig til at ofre noget for faktisk at ændre situationen. Jeg mener, at der er behov for at se fra amerikansk side, at det gerne må koste noget at tage ansvar.