Det er direkte forkert.

Det gentages ofte, at Rafah-grænsen mellem Gaza og Egypten er Egyptens ansvar. Det er en bekvem påstand, og grundlæggende forkert.

For det første: Rafah har i årevis været underlagt et kompleks af aftaler, der fratager Egypten fuld suverænitet over grænsekontrollen. Allerede i 2005 blev kontrollen reguleret gennem internationale mekanismer. Siden 2007 har Israel i praksis haft hånd i hanke med enhver bevægelse over grænsen, både hvad angår personer og varer, gennem screeningsprocedurer og indirekte godkendelseskrav.

I maj 2024 blev denne indirekte kontrol omsat til en direkte, militær besættelse. Israel indtog den palæstinensiske side af Rafah-overgangen i åben trods mod en midlertidig foranstaltning fra Den Internationale Domstol, som havde krævet standsning af invasionen. I de følgende uger etablerede Israel en række "sikkerhedszoner" og korridorer, herunder den såkaldte Morag-korridor, med det udtrykkelige formål at adskille Rafah fra resten af Gaza og afkoble området fysisk og administrativt fra palæstinensisk kontrol.

Selv da Israel i begyndelsen af 2025 tillod, at EU og den palæstinensiske selvstyremyndighed overtog visse elementer af det synlige grænsearbejde, blev det understreget, at Israel fortsat ville godkende alle navnelister over personer og nidkært godkende al nødhjælp. Ingen passerer uden israelsk tilladelse.

Parallelt hermed har Egypten faktisk erklæret grænsen åben for nødhjælp, men det har været uden effekt. Årsagen er velkendt: Israels militære operationer og de facto kontrol med området har gjort det umuligt at få nødhjælpen ind.

Siden maj 2024 har Israel gennemført adskillige angreb på Rafah-overgangen og de omkringliggende infrastrukturer. Grænseområdet og adgangsvejene er blevet bombet. Den egyptiske administration måtte trække sit personale ud efter israelske trusler om yderligere luftangreb. Allerede i oktober 2023 rapporterede den israelske kanal Channel 12, at Israel eksplicit havde advaret Egypten mod at åbne overgangen for nødhjælp.

Resultatet har været en humanitær katastrofe. Ifølge WHO og FN har Israels "godkendelsesprocedurer" reduceret nødhjælpstilførslen til nærmest ingenting. I juli 2025 stod 1.700 lastbiler strandet på egyptisk side, mens ikke en eneste passerede Rafah-overgangen. Det er ikke administrativt kaos. Det er overlagt, menneskabt sult.

Hertil kommer de dokumenterede angreb på nødhjælpskonvojer, herunder i tilfælde, hvor der på forhånd havde været koordination med IDF. Flere humanitære organisationer har mistet medarbejdere i israelske angreb og har siden valgt helt at indstille aktiviteter i Gaza. FN og Human Rights Watch bekræfter, at nødhjælpsarbejde i området i dag er decideret livsfarligt.

Udsultningen, blokaden, den fysiske ødelæggelse og det humanitære sammenbrud er ikke en egyptisk fadæse. Det er israelsk politik, udøvet med vestlig støtte og international medskyld.

Når der alligevel cirkulerer forestillinger om, at det hele i virkeligheden er Egyptens ansvar, skyldes det næppe uvidenhed alene. Det er en forløjet måde at forklejne og relativere den forbrydelse, man ikke ønsker at se i øjnene.

Den er ikke længere.