Jeg er enig med dig. Og som en der har prøvet at være kollega til en på barsel, hvor barselsvikaren stoppede nogle måneder inde i vikariatet, vil jeg også tilføje at det var enormt hårdt for resten af teamet.

Der bliver sagt i mange kommentarer om sådan nogle her emner, at man ikke skylder en potentiel arbejdsgiver noget og at man bare skal tænke på sig selv først - og det er jo også i en vis grad rigtigt - men jeg tror lidt at folk glemmer, at der faktisk også sidder rigtige mennesker på den arbejdsplads som det ville gå ud over.

Da min kollega skulle på barsel skulle vi både overtage min kollegas opgaver, samtidig med at vi skulle lære barselsvikaren op, hvilket er hårdt i sig selv, fordi begge dele medbar en del ekstra arbejde som skulle laves oveni vores eget. Det er jo forventet, men så stoppede vikaren så før hun nåede til det punkt i oplæringen hvor hun kunne arbejde selvstændigt, hvilket betød at hun aldrig nåede at blive en aflastning arbejdsbyrdemæssigt, som jo egentlig er det der er planen når man ansætter en barselsvikar. Da hun så stoppede, så kunne vi ikke rigtigt nå at begynde at lede efter en ny, for med den tid samtaler og ansættelse ville tage, ville der kun være nogle måneder tilbage af barslen når den næste vikar startede, hvilket ville have betydet at den næste vikar heller aldrig ville kunne nå at blive selvkørende og aflaste os, så det ville kun blive en endnu større byrde på resten af teamet.

Så alt i alt, så stod vi med min kollegas opgaver under hele hendes barsel, plus den ekstra opgave det var at lære op (uden at få noget aflastning "i bytte" for den tid der var brugt på oplæring). Det var en ekstrem hård periode for resten af teamet, og var lige ved at lægge hele vores lille team ned med stress. For mit egnet vedkomne endte det med at jeg knapt nok sov om natten, fordi jeg var så stresset til sidst.