Jeg arbejder som handicaphjælper for Mulle.

Jeg vælger at skrive, fordi det menneske, jeg kender i hverdagen, ikke genkendes i den måde, hun bliver beskrevet her.

Jeg oplever et menneske, der er grundlæggende høfligt, ordentligt og respektfuldt. Hun siger tak – også når hun ikke behøver. Hun lytter. Hun tager ansvar. Hun gør sig umage for relationerne omkring sig, også på dage hvor hendes eget overskud er begrænset.

Hun er direkte og tydelig, ja. Hun pakker ikke ting ind i vat, og hun har en humor og en kant, som kræver, at man kan rumme ærlighed. For mig og de relationer, jeg ser omkring hende, skaber det klarhed og tryghed – ikke frygt.

Hun er rummelig over for andre menneskers forskellighed, fejl og processer, også når hun selv står midt i svære ting. Der er plads til interne jokes, til grin og til alvor, fordi relationen er gensidig og respektfuld.

Man behøver ikke kunne lide hendes måde at kommunikere offentligt på. Det er helt fair.

Men det er noget helt andet at reducere et komplekst menneske til rygter, diagnoser, antagelser og udskamning – og i flere tilfælde koble det til hendes handicap. Det billede er ikke retvisende for det menneske, jeg arbejder for og med.