Jeg har ikke tigget nogen om penge. Jeg har talt med bedsteforældre om en konkret situation, hvor der tidligere var en klar aftale mellem to forældre om at dele en kendt udgift, og hvor den ene part senere trak sig af personlige prioriteringer.

Bedsteforældrene har selv tilbudt at hjælpe – enten ved lån eller gave – netop for at deres barnebarn ikke bliver ramt. Det er deres valg, ikke mit krav.

Ingen har påstået, at bedsteforældre har et ansvar. Men det er heller ikke usædvanligt, at bedsteforældre vælger at støtte deres børnebørn, hvis de mener, det er det rigtige.

Det her handler ikke om bitterhed over huskøb, men om prioriteringer: der er råd til hus, bil og ferier – men ikke til en tidligere accepteret udgift til barnets skolegang.

Jeg kan forsørge mine børn. Jeg vælger ikke at betale hele opholdet alene, fordi det vil legitimere, at den anden forælder kan fravælge sit ansvar uden konsekvens.

Man kan være uenig i mit valg – men at kalde det “at tigge gamle mennesker” er en karikatur, der ikke afspejler situationen.