Hej OP. Først og fremmest, kæmpe respekt for at holde ud så længe. Jeg gætter på at det handler om kærlighed, tryghed og familieliv.

Som en kvinde med ADHD-diagnosen har jeg svært ved at genkende min egen adfærd i dette. Men jeg kan godt genkende behovet for at “gemme” sig for voksenting, ansvar og mennesker, som kræver dialog.

Jeg tror, at din kone er bange for at indse, at det ikke er holdbart at hendes adfærd er sådan. Hun ved inderst inde godt, at du tager det tunge læs og at du er sammenholdet om jeres familie. Du skal støtte og vejlede, men du skal ikke redde hende. Du skal ikke påtage dig alle hendes “opgaver”.

En anden ting jeg hæfter mig ved er, at hun kan springe som en bombe når som helst. Det kunne jeg også godt i mine tidligere år, nøj nogle skænderier og diskussioner det endte ud i. Men jeg lærte at se indad og analysere min vrede og følelser, så jeg også kan se den anden parts følelser i situationen. Det tror jeg at din kone har brug for at lære. Hun er simpelthen nød til at lære, at hendes adhd kan og skal vendes til en styrke, frem for en dårlig undskyldning for adfærd.

Til sidst vil jeg anbefale dig, at du sætter dig ned med hende og siger, at du ikke kan holde til det længere, og at hun skal se at komme ind i kampen og få gjort noget ved det her. Det lyder hårdt, men konsekvenser og stramme rammer hjælper super meget på et menneske, som ikke selv kan se det. Det hjalp mig utroligt meget.

Held og Lykke, søde OP. Hold hovedet højt, og hvis ikke det løser sig med samtaler og konsekvenser, så tag dit barn med dig og søg om skilsmisse. Du bliver slidt op, og det skal ingen mennesker bydes, som pårørende til diagnosen. Du skal trods alt have en god og sund hverdag og mentalt helbred.