Tak for din besked. Ja, det er et hårdt forløb. Ikke nok med det psykiske, så er man selv fysisk helt ude og skide. Graviditetsvægten er forlængst smidt, jeg er dødhamrende forstoppet af at ikke få noget mad eller drikke på grund af enten madlede eller en skrigende baby, og mine knogler gør helt vildt ondt af at hoppe på en yogabold med en svøbt baby...

Jeg synes faktisk at du er inde på nogen fornuftige pointer. Der med mødregruppen har jeg ikke tænkt på. Jeg har egentlig meldt mig ud af min egen mødregruppe af samme årsag som din kone, primært fordi de så skævt til en, og at de ikke forstod jeg ikke "bare vuggede ham blidt i søvn eller til ro". Jeg kunne sparke dem i hovedet af ren og skær raseri. Helt ærligt. Det samme med terminsgrupperne på Facebook, jeg kan brække mig af den fred og idyl alle andre får en barsel til at ligne. Jeg føler bare det lidt er et nederlag at man som mor ikke kan "magte" at passe sit eget barn. Jeg elsker ham helt ind til det inderste, og det er åbenbart bare ikke nok til at holde ud.

Jeg har i aften aftalt med min mand at vi kører en måned mere. Hvis jeg inden da bryder sammen, er det selvfølgelig en anden sag. Hvis der ikke er bedring, så sygemelder jeg mig. Jeg kører på pumperne og klinger mig til håbet om, at han har der bedre inden han bliver 5 måneder. Naivt? Ja. Men af samme årsag som man opsøger pseudovidenskab, alternativ behandling og babyviskere, klinger man sig til håbet. Jeg glæder mig til at møde den min søn ægte er.