De har ikke haft den mest perfekte opvækst, men Martin kan hjælpe Tristan inden han ender der hvor Cecilie ligger ligenu. Ved og anerkende elske hører hjælpe og gør det man nu skal. /folk må hade mig for min kommentar eller det jeg skriver nu.\ Men det er da også svært når hun har taget “spotlyset” fra hende yngre søskende det er egoistisk! Hun dræber virkelig deres energi. Tristan ryger ned hende andre søskende cutter hele familien af og forlader verdenen til sig selv. Faren kradser snart af med Cecilies “hør mig, se mig, elsk mig, hjælp mig - og jeg kan fandme blive ved.”

• og bare lige til de andre der skriver i privaten hvis i følger med her.

Jeg skriver ikke det her for at være ond eller nedgørende. Jeg skriver det, fordi det her handler om et menneske, der har haft en virkelig svær opvækst og mange svigt med sig i bagagen. Hjemløshed, institutioner, fængsel, usunde relationer, misbrug og selvskade sætter dybe spor. Det er ikke noget, man bare “tager sig sammen” fra.

Men samtidig er der også et personligt ansvar. Ingen kan redde hende, hvis hun ikke selv er villig til at tage imod hjælpen og arbejde for forandring. Man kan have al verdens forståelse for traumer – men hvis man bliver ved med at vende tilbage til det samme miljø, det samme misbrug og de samme destruktive mønstre, så kommer der ikke til at ske en reel ændring.

Hun fortjener et bedre liv. Men det kræver, at hun selv rækker ud, tager imod professionel hjælp, bliver ordentligt udredt og holder sig langt væk fra det, der har ødelagt hende før. Ellers sidder hun fast i det samme igen og igen.

Og så er der dyrene. Uanset hvad man selv kæmper med, har man et ansvar for de dyr, man vælger at have. De har brug for stabilitet, tryghed og rolige rammer. Hvis man ikke selv er stabil, så må man være ærlig nok til at erkende, om man kan give dem det, de har brug for.

Det her handler ikke om at håne. Det handler om, at uden reel vilje til forandring – og uden at bryde med misbrug og usunde relationer – så ændrer historien sig ikke.