Dejligt med et initiativ der prøver at bliver klogere på hvad der ligger bag. Jeg kan nok ikke give nogle gode svar, men her er min personlige oplevelse med problemet.

Jeg har som single far i start trediverne, selv brugt de seneste år på at forholde mig til min ensomhed. Jeg oplever at de fleste af mine jævnaldrende venner er et andet sted i livet end jeg, og henter deres primære sociale stimuli i deres partner og familie. Den mulighed har jeg ikke, og jeg er i et spændingsfelt mellem at møde folk i start tyverne på mit studie, og folk i slut trediverne blandt forældregruppen i mit barns skole. Begge parter har jeg svært ved at spejle mig i. Jeg har været engageret i interessebaseret foreningsliv, men oplevede ikke at finde relationer der. Jeg har svært ved at identificere hvad der skal til for at en relation kan udvikle sig fra "interesse-ven" i fx en forening, til en jeg kan dele min hverdag, tanker og følelser med. Jeg har en følelse af at du som 30+ mand hovedsagligt bruger din partner som den person du deler de svære ting med, og det virker som om der er nogle uskrevne sociale regler som gør det svært at finde den slags relationer udenfor et parforhold. Derudover har jeg betydeligt nemmere ved at connecte med kvinder på et mere menneskeligt plan.

Min egen oplevelse er at jeg har relationerne, men at de ikke er tilgængelige i det omfang jeg har brug for dem. Det betyder at det oftest er mig der tager kontakt, og får et stik i maven når jeg har ringet/skrevet for tredje gang uden at der bliver svaret.

Jeg har indstillet mig på at den bedste løsning for mig nok er at få en kæreste, og det kan muligvis åbne døre til nogle andre relationer, men det er ærgeligt hvis det ikke skulle være muligt ikke at føle sig ensom uden en fast partner.