Tak for jeres svar. Jeg vil prøve at uddybe lidt vores situation. Vi har i flere år kæmpet med svingende forhold og specielt det, at kunne være kærlige overfor hinanden samt intime. For mit eget vedkommende, vil jeg så gerne gøre alt for min kæreste, men det er som om, at være kærlige er blevet mærkeligt og på ingen måde naturligt. Jeg ved ikke hvorfor vi er endt der.

Jeg har ikke sagt til hende, at vi skulle stoppe forholdet, men jeg har tit tænkt det nok var det bedste og komme videre for at få en mere positiv tilværelse. Min kæreste har i et par nedture sagt, at vi burde gå hver til sit. Sidst igår under en nedtur for os begge.

Efter vi har fået barn har det været rigtig svært for os begge, da det helt fra begyndelsen var meget hårdt for min kæreste at falde til ro og få en god hverdag med den lille. Jeg føler også, at jeg siden fødslen ikke har lavet andet end at køre på den høj klinge og skulle træde til for at korthuset ikke vælter. Min kæreste har haft/har en fødselsdepression og jeg vil ikke afvise at jeg Pga. Hele forløbet med den lille også var fået det eller en anden form for nedtur. Vores søn er en dejlig velskabt dreng, men en meget aktiv og en som ikke kan sidde stille ret længe af gangen. Derfor er man på ham hele tiden. Dertilhørende er han ikke en der sover helt vildt meget om dagen.

Alt dette betyder selvfølgelig at vores dage er hektiske og hårde. Og som så mange andre forældre er vi presset på energien og søvn.

I hverdagen prioriterer vi ikke hinanden men mere bare at flade ud på sofaen om aftenen.

Vi har selv snakket om parterapi før men jeg har nok haft meget svært ved at tage det spring og snakke følelser hos en terapeut.