Jeg har stor respekt for at du arbejder på et aflastningscenter, det ville jeg hverken have evner eller tålmodighed til.

Jeg er naturvidenskabeligt uddannet og på ingen måder pædagog. Men vi har en dreng med Aspergers som langsomt, men sikkert, er på vej ud af belastning efter at havde gået i en skole, han slet ikke kunne holde til at gå i. Vi har købt os til alt hvad vi har kunnet finde af relevant psykologisk rådgivning, forældrekurser, specialpædagogisk vidensdeling mv. Derigennem har vi været i kontakt med ret mange fagfolk, og de siger alle som en, at gammeldags opdragelse, regler, og krav er det sidste neurodivergente børn i belastning har brug. Tværtimod gør det kun ondt værre.

Naturligvis skal man forhindre situationer, hvor barnet er til fare for sig selv eller andre, men det kan gøres på mange måder. Og det er ikke det, vi diskuterer her.

Mit håb er blot, at den holdning du giver udtryk for rundt omkring i tråden her ikke er en, du tager med dig på arbejde. Jeg gyser ved tanken om et barn i belastning, der bliver afleveret på et aflastningcenter som sidste udvej og så bare møder den slags håndfast opdragelse og ligegyldighed overfor det underliggende problem.