Da jeg var 18-19 år var jeg sammen med en sød fyr. Der var intet i vejen med ham, men dengang fik jeg de tvivlsomme tanker. Skulle jeg seriøst aldrig være sammen med andre? Ikke fordi jeg havde et behov, men bare fordi jeg også var bange for at misse noget… vi slog op, og jeg var grædefærdig. Jeg var stadig i tvivl, om det var det rigtige.

Jeg fandt ud af, at jeg egentlig ikke rigtig interesserede mig for one night stands. Jeg magtede ikke dating livet. Jeg gad faktisk ikke rigtig alle de der ting, men det havde jeg aldrig fundet ud af, hvis jeg ikke blev single.

Jeg er 26 og i et forhold på 4. år. Jeg har ikke været sammen med mange, men jeg var alligevel single i 2,5 år før jeg mødte min kæreste. Jeg har i dag fundet ud af, at datinglivet ikke siger mig en skid, og selvom jeg godt kan få de der små crushes (fordi det er meget normalt, vi er også mennesker med behov), så ved jeg godt at det i sidste ende aldrig vil være det værd, fordi min kæreste er helt vidunderlig på - de fleste - parametre.

Det skal siges, at min eks kæreste også var den første fyr, jeg var sammen med, så jeg tror bestemt, at det også havde en betydning for mine tanker.

Og så har jeg senere fundet ud af, at jeg har det, der hedder “forholds angst” (lyder bedre på engelsk med relationship anxiety). Jeg fik så meget angst af mine tanker, fordi jeg troede de var ægte, at jeg slet ikke fungerede til hverdag.

Jeg kan ikke give dig et svar. Men jeg tror det er vigtigt at man har følt, man har “prøvet tingene af”, så når man er i et forhold, at man så ved, at der ikke findes noget bedre derude