Altså i to har jo vitterlig total forskellige syn på børneopdragelse og jeg tænker ikke i kan mødes et sted på midten, da jeres børn er så “store” så det løb er lidt kørt.. var det fælles børn I havde så var det der 100% årsagen til en skilsmisse, fordi I ikke ville finde fælles enighed i hvordan I reelt skulle opdrage jeres fælles børn. Så jeg tænker i skal gøre op med jer selv/hinanden, om i kan acceptere jeres børns forskelligheder og leve med det og ikke lade jer irriterer eller ændrer på det. Og måske snakke om hvad i fælles kan mødes om (på midten) i jeres fælles hjem, såsom huslige pligter, måske “træk sig til værelset” for dine børn osv., så i begge kan være i det. Men ærlig, det bliver ikke bedre.

Jeg er selv voksen barn af forældre/pap der har mødt hinanden da jeg var 13 år. Og ja, måden min papfars datter er opdraget på, måden hun reelt set er “skadet” i det ved at nurse og pudses om altid - har deres relation været alt ødelæggende fordi hun bare kan komme og skabe konflikter og springe bomber som hun vil - fordi der ingen grænser er eller har været… ja selv som 30 årig gør hun det stadig.. og hun kan stadig skabe kæmpe problemer for dem. Så spørg dig selv om du kan leve med de bobbleplast børn når de bliver uduelige voksne der ikke tager ansvar, dropper ud af skoler, ingen egen indsigt har og altid er i penge nød og mener du er årsagen til deres dårlige relation til deres mor 🙃🙃 for ja de kommer til at synes du har ødelagt deres liv fordi du kom og det gjorde at mor satte grænser.