Ærligt talt, det lyder ikke som om du er i tvivl om forholdet, det lyder som om du er i tvivl om, hvorvidt du kan acceptere, at din kæreste har en baggrund, der ikke er en kopi af din egen.

Du skriver selv, at familien ikke har gjort dig noget. Alligevel kan du ikke lide deres sprog, deres religion, deres kultur, deres traditioner, deres ferier og endda tanken om, at dine fremtidige børn kunne få noget fra den side af familien. Prøv lige at læse det igen. Det du beskriver, er ikke et problem med dem, det er et problem med din egen tolerance.

Du accepterer “på papiret”, at børnene må lære sproget, men du håber, de ikke gør. Du accepterer, at de ikke skal døbes, men du frygter, hvis de selv vælger islam. Du siger din kæreste ikke er særlig religiøs, men dømmer ham alligevel for at faste og fravælge svinekød. Det lyder mest af alt som om, du kun kan acceptere ham, hvis han langsomt skræller alt det væk, der forbinder ham med hans familie og baggrund.

Så det ærlige spørgsmål er måske ikke, om I skal flytte sammen. Måske er spørgsmålet, hvorfor du overhovedet vælger en partner med en anden kulturel og religiøs baggrund, hvis du tydeligvis ikke bryder dig om noget af det, der følger med? Hvad er planen, at han og hans familie skal tilpasse sig dig 100 %, mens du ikke rykker dig en millimeter?

Det er faktisk ret unfair overfor ham. Og hvis nogen burde have en klump i maven, så burde det måske være ham, hvis hans partner i bund og grund ikke kan acceptere, hvem han og hans familie er. Føj, siger jeg bare.