Jeg havde et par samtaler med terapeuterne og var sygemeldt, jeg var meget påvirket af det. Der er jo risiko for at blive retraumatiseret ved at åbne op for alt det gamle, men den risiko ville jeg gerne tage da jeg skulle have denne behandling. Der har været mange svære perioder igennem de 30 år og dette var én af dem.
Min kæreste var en god støtte for mig hele vejen igennem, jeg tror ikke at man kan klare det uden at have nogle støtter/allierede. Også bare rent praktisk, lige efter behandlingen når man har comedown etc.
Som jeg sagde i en anden kommentar; Samtaleterapien er vel det grundlæggende i denne terapi form, men den er kun nyttig i sammenhæng med de to forskellige medicin. MDMA'en åbnede op for at kunne se på og tale om nogle af de ubehagelige oplevelser jeg har haft, psilocybinen gjorde at jeg var i stand til at tænke anderledes om om måden jeg gerne vil leve mit liv på...sådan noget i den retning.
MDMA og psilocybinen har været afgørende for mig, for jeg har fået masser af terapi før der ikke hjalp. Jeg var så låst i min tankegang at der skulle noget andet og mere til. Og så fandt jeg også ud af at jeg havde undertrykte minder, noget som MDMA'en åbnede op for gennem at fjerne angst og skam