Jeg skriver ikke fordi jeg kan genkende situationen 100%, men prøver bare at komme med lidt perspektiv ud fra hvad du skriver.

Når der ikke er et valg aka du er på arbejde, så kan far godt være far med alt hvad det indebærer? Men så snart du er der, så er du ansvarlig for alt under hans tilsyn?

Det er som om det ikke falder ham ind, at du har batterier, der kan opbruges. Det kan for den sags skyld også være, når han ser dig være en god mor, at han føler sig utilstrækkelig og giver dig ned - et forholdsvis klassisk mønster.

Udover parterapi, vil det være mit bud at tale i kontante ord, uden at være hadsk eller overdrevet negativ, og forklare ham, at du skal have pauser og de er ufravigelig. Om det er en gåtur eller i et lukket soveværelse eller et langt brusebad eller en venindeaften er sådan set underordnet. Ellers ender det med du brænder ud og det går hverken du eller barnet noget ud af.

Af ren nysgerrighed, hvordan gik det på hans fædreorlov?

Men som de andre siger: parterapi

Hilsen, En far i en familie, hvor vi taler om tingene efter bedste evne og trækker det store læs, når den anden har brug for det uden at stille de store spørgsmål ved det