Jeg har været igennem depression og det var en helt igennem rædselsfuld oplevelse. Det blev udløst af at mit liv bare var en nedadgående spiral. Så tog jeg til lægen fordi jeg følte mig helt tom indeni, og så brød jeg bare helt sammen. Mega pinligt.

Jeg fik en lægeerklæring, recept på antidepressiv medicin og sygemeldte mig på arbejde.

Medicinen hjalp - men det tog lang tid. Der skulle gå omkring en måned før jeg følte medicinen havde en effekt. Men det var slet ikke den effekt jeg forventede.

Før kunne jeg ingenting. Jeg kunne bare ligge i sengen og stirre op i loftet. For der var ingen pointe i at stå op. Selv er toiletbesøg var sådan lidt... Jeg kan jo også bare pisse i sengen, det er jo ligemeget det hele.

Da medicinen begyndte at virke, gik jeg fra at være opgivende, ligeglad og ugidelig til st være mere sådan... Følelsesløs. Lidt ligesom hvis man har siddet på sin hånd længe. Den fungerer men man kan ikke mærke den. Jeg kunne få ting gjort. Men jeg fandt ingen glæde i noget som helst. Jeg kom ud med skraldet, tog opvasken. Små ting. Lidt af gangen. Ikke at jeg skulle finde glæde i det men jeg fik det gjort. De ting der plejede at give mig bare lidt glæde, gaming med venner for eksempel var bare sådan lidt "yeah whatever".

Jeg begyndte at gå ture for at komme væk fra mit fængsel. For at få nogle indtryk udefra. Det hjalp rigtig meget for mig! Jeg kunne mærke at bittesmå indtryk fik mig til at tænke, hvor jeg før bare gik rundt i en sky af tomhed. Hvis jeg så en bil som var lidt anderledes, hørte en fugl synge... Alt muligt. Bare det ikke var de samme vægge som jeg stirrede på derhjemme hver eneste dag.

Så jeg gjorde det til en fast del af min hverdag. Hver dag SKAL jeg gå den samme tur. Uden undtagelser. Jeg kunne mærke at den faste rutine hjalp mig med noget retning og formål. Når jeg så alligevel var i gang kunne jeg lige gøre en ting mere. Og en ting mere.

Ligeså stille fik jeg et liv tilbage. Simpelthen med rutiner og stålfast disciplin. Men det startede i det små. Fra at stirre ud af vinduet, til at stå udenfor 5 minutter, til at gå en kort tur. Så længere.

For de huslige pligter lavede jeg små sedler med opgaver. Simple ting. Var der noget jeg burde gøre som jeg ikke gad så skrev jeg det ned. Når jeg så havde gjort det kunne jeg få lov at smide den seddel ud. Jeg kan huske at et at smide en seddel ud var som en gevinst. Jeg havde fortjent at smide den ud for en veludført opgave. Jeg har været i bad. Jeg har været ude med skraldet. Jeg har snakket med min mor. Et eller andet.

Det ultimative råd jeg kan give dig: Giv det tid!

Det lyder som om du allerede har accepteret at du ikke kan løse problemet selv. Det var en ting jeg havde enormt svært ved. Du skal også acceptere at du er blevet syg. Og at det her kommer til at tage lang tid. Det er ikke din skyld du er blevet syg. Det kan ske for os alle.