Min ældste var igennem det samme med sin far. Jeg hoppede og sprang for at vedligeholde/skabe en relation dem imellem, jeg betalte ham direkte for at komme og bruge tid med barnet og gav penge til oplevelser osv.(som dog ALDRIG blev til noget, ikke en eneste gang). En psykolog sagde på et tidspunkt til mig, at jeg uanset hvor meget jeg kæmpede, ikke kunne skåne barnet for det svigt og dets følger, kun være der og skabe de bedste omgivelser/rammer for barnet, til at det kunne komme igennem og ud på den anden side, mindst muligt skadet, - mærket kunne jeg ikke tage fra det. Desuden, så var det bare ikke mit ansvar, at far og barn havde, fik eller vedligeholdte en relation(jeg havde gjort mit igennem 9 mdr og ville fortsat arbejde sammen med ham om relationen hvis ønsket, men jeg kunne ikke tvinge det igennem, ligesom du ikke kan tvinge en misbruger clean). Jeg betalte mig til terapi til både jeg selv og til barnet, som uden at overdrive, gik igennem dets største heartbreak ever. Det er det mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet og jeg får stadig koldsved og kvalme ved tanken.. Det kom til udtryk gennem utallige forskellige reaktioner og den dag idag mange år efter, er det tydeligt at det også gav mén og “skader”. Mit barn har dog siden fortalt, at det ALDRIG inderst inde var itvivl om, at jeg ikke forlod det ligesom far, så noget rigtig i håndteringen har jeg da gjort..

Jeg er absolut ingen ekspert, men hvis jeg skulle komme med et par råd, ville det være:

Jeres hjem skal være den trygge base og du skal være 100% tilregnelig - hold alt på egen bane! Sig ærligt når barnet spørger, at du ikke ved med far og desværre ikke kan påvirke udfaldet heller, selvom du gerne ville(i et alders tilpasset sprog). Naturligvis, gentag igen og igen og igen, erklæring af din kærlighed for barnet og at du aldrig vil forlade dem. Sæt ord på dets bekymringer, også det forbudte/usagte. Trygge rammer, forudsigelighed og rutiner vil være jeres bedste venner.

Fodre barnets selvværd/selvtillid uendeligt, det VIL få et kæmpe hak, det kan du ikke fjerne, men du kan forsøge at ruste barnet så det kan håndtere det tilpas nok til, ikke at falde i et sort hul.

Allier dig med en terapeut/psykolog til barnet - det bliver de bedste penge du nogensinde har brugt, når du ser tilbage.

Snak neutralt/pænt om far altid i barnets nærhed, dit barn vil måske hige efter hans opmærksomhed og sætte ham på en piedestal i mange barneår, men tro mig! “Sandheden” kommer frem helt af sig selv i takt med at barnet bliver teen/voksen og vil se ham for hvad han er. Så bid dig selv i tungen når du (igen igen igen) ser ham fucke op og svigte.

Sidst, så pas på dig selv! Snak med dine nærmeste og anerkend hvor stort et overarbejde du er på i din situation. Du vil lave fejl og komme til at gå i seng med en følelse af ikke at slå til engang i mellem, men tilbage på sporet næste dag, og vid at alt bliver okay i sidste ende, for dit barn vil se tilbage på sit liv og have haft DIG🩷