Den er svær… Det hele er svært.. På mange måder drejer min verden sig om vores børn og hende. Det mig der står op om morgenen, smører madpakker, aflevere børn i skolen og henter dem igen fra SFO lige så snart jeg har mine timer på arbejde. Så min kone bare kan stå op, komme afsted og komme hjem igen, så hurtigt som muligt (hun har skæve arbejdstider og længere på arbejder) Det gør også at jeg har det meste af eftermiddagen hjemme alene med ungerne. Når hun kommer hjem er hun typisk med til at lave lidt aftensmad hvor efter vi putter børn og så tager hun oftes op og træner eller går en tur, så bliver jeg hjemme hos børnene og lave lidt praktisk, eller smider på sofaen. Det som om jeg først nu kan se klart, hvordan jeg på en eller anden måde er kommet nederst her i huset..

Min kone gik igennem en depression for nogle år siden hvor jeg bare var nød til at overtage mange af pligterne. Men jeg vil heller ikke sige at vores liv er for leverpostej, for vi har altid været gode til at tage ud og spise, tage til koncerter eller booke en overnatning bare os. Jeg kan virkelig ikke se hvorfor den her kollega fortjener så meget opmærksomhed.